Optisk fiber, kort for optisk fiber, er en fiber lavet af glas eller plast, der fungerer som et lystransmitterende værktøj. Transmissionsprincippet er "total refleksion af lys".
Den lille fiber er indkapslet i en plastikkappe, der gør, at den kan bøjes uden at gå i stykker. Typisk bruger en sender i den ene ende af en optisk fiber en lysemitterende diode (LED) eller en laser til at transmittere lysimpulser til fiberen, og en modtager i den anden ende af fiberen detekterer impulserne ved hjælp af et lysfølsomt element.
I dagligdagen bruges optiske fibre til langdistanceinformationstransmission, fordi ledningstabet af lys i optiske fibre er meget lavere end for elektricitet i ledninger.
Normalt forveksles begreberne optisk fiber og optisk kabel. De fleste optiske fibre skal belægges med flere lag beskyttende strukturer før brug, og det belagte kabel kaldes et fiberoptisk kabel. Det beskyttende lag og det isolerende lag af det ydre lag af den optiske fiber kan forhindre beskadigelse af den optiske fiber fra det omgivende miljø, såsom vand, ild, elektrisk stød osv.
Optisk kabel er opdelt i: kabelkappe, aramidfiber, bufferlag og optisk fiber. Fiberoptiske og koaksiale kabler er ens, bare uden mesh-skærmen. I midten er glaskernen, hvor lyset bevæger sig.
I en multimode optisk fiber er kernediametrene to slags, 50 μm og 62,5 μm, som nogenlunde svarer til tykkelsen af et menneskehår. Diameteren af single-mode fiberkernen er 8 μm ~ 10 μm, og 9/125 μm er almindeligt anvendt. Kernen er omgivet af en glaskappe med et lavere brydningsindeks end kernen, almindeligvis kendt som beklædningen, som holder lyset inde i kernen. Udvendigt er en tynd plastkappe, eller belægning, der beskytter beklædningen. Optiske fibre er normalt bundtet og beskyttet af en jakke. Fiberkernen er normalt en dobbeltlags koncentrisk cylinder lavet af kvartsglas med et lille tværsnitsareal, som er skørt og let at bryde, så et udvendigt beskyttelseslag er påkrævet.